Her følger de første ca 6 minutter af pressemødet, i tekst-form.

  • Arne Stevns:

    Ja, velkommen til dette pressemøde. Og vi har jo lagt nogle navneskilte op, så I kan se hvem vi er, men for lige at sige det mundtligt også, så har jeg på min højre fløj, der har jeg direktør Claus Nielsen fra DSBs S-togsafdeling. Så har jeg den næste mand, direktør Eigil Sabroe fra BaneDanmark. Så kommer jeg selv; jeg hedder Arne Stevns og er politimester i Lyngby, og så har jeg ved min side Steen Nonbo fra kriminalpolitiet og vicepolitikommisær Runge Jessen (?) fra Lyngby Politi.

    Grunden til at vi har indkaldt til dette pressemøde er at der i dag kl. 12:08 skete en S-togsulykke ca. 300 m nord for Lyngby Station, hvor E-toget fra Hillerød bliver påkørt af B+-toget fra Holte. Og, der sker skade på begge toge. Der sker også skade på nogle personer, og vi ved i øjeblikket at der er indbragt til hospitalerne 25 personer der er sengeliggende, og 26 andre personer som altså ikke er sengeliggende. Som vi er orienteret i øjeblikket er der heldigvis ikke nogle der er alvorligt tilskadekomne af de personer der er blevet indbragt til hospitalet. Og det er selvfølgelig, under disse ubehagelige omstændigheder, en god ting at vi må regne med der ikke er alvorlige tilskadekomne.

    Og jeg kan så yderligere sige, at med hensyn til hvordan det her uheld egentlig kan opstå, ja der er dels jernbanernes havarikommision i gang med at kigge på det, og derudover har vi kriminalteknisk afdeling der kigger på det, og selvfølgelig efterforsker vi det også selv her i Lyngby. Det er på nuværende tidspunkt for tidligt at sige noget om hvad årsagen til uheldet er. Det undersøger vi på fuld tryk, og det medfører selvfølgelig også at der er problemer med togdriften indtil gerningsstedet er blevet ordentligt undersøgt. Og så vidt jeg er orienteret - det kan man høre nærmere om hos DSB - så vil det være således, at togdriften mellem Gentofte og Holte foreløbig er indstillet, og så skal man køre med busser på den strækning indtil videre. Og det er så hvad jeg umiddelbart kan sige, for det er stadig i en opklarende fase. Og så ved jeg ikke om I har noget at tilføje?

  • Claus Nielsen:

    Vi da kan da sige, at for DSBs vedkommende, så er det en meget ulykkelig begivenhed, og vi er meget meget kede af det der er sket i dag. Vi har prøvet at hjælpe så godt vi kunne de mange mennesker der har været involveret, og [ ... ? ] tilskadekomne og deres pårørende. Vi vil lige benytte lejligheden til at sige, at der er oprettet en telefon, hvor man kan få komme i kontakt med psykologer, og det nummer er 33 54 57 81.

  • Arne Stevns:

    Har I noget at sige, nogen af jer?

    Jamen så er vi åbne overfor spørgsmål med de begrænsninger at vi stadig ikke har overblik over situationen.

  • Spørgsmålsstiller fra TV2-nyhederne:

    Jeg ved ikke helt hvem spørgsmålet skal rettes i mod, om det er direktøren for DSB eller om det er den tekniske direktør.

  • Arne Stevns:

    Nej, men vi har aftalt at Jens Langergaard - han kender jer godt - at han er ordstyreren.

  • Spørgsmålsstiller fra TV2-nyhederne:

    OK, godt så. Må jeg spørge igen? Vi blev for kort tid siden på TV2-nyhederne kontaktet af en S-togschauffør, som fortalte at kort før ulykke, der havde han kørt på strækningen hvor han ikke havde kunnet se et signal på grund af at det var dækket af sne. Han prøvede at få kontakt til Fjernbanecentralen, men kunne ikke komme igennem. Kan det være en mulig årsag?

  • Eigil Sabroe:

    Alt det der, det indgår i undersøgelser som Havarikommisionen gennemfører. Og der må vi vente på det resultat fra den undersøgelse.

  • Spørgsmålsstiller fra TV2-nyhederne:

    Må jeg spørge igen? Ja? Godt, der var en lignende ulykke i 2002 ved Holte station hvor der angiveligt blev indført et HKT-system som kunne alarmere når der holdt nogen stille, eller ... Hvad med HKT-systemet, har det været i funktion i dag, eller er der en fejl i det?

  • Eigil Sabroe:

    Det er sådan at der har været et HKT-system der temmelig længe, også da ulykken skete ved Holte. HKT-systemet er et system, der i givet fald at en lokomotivfører overser et rødt signal, så vil det system bringe toget til standsning. Og det undersøges jo i øjeblikket, om det system har været virksomt.

  • Spørgsmålsstiller fra TV2-nyhederne:

    Nogle af de folk vi har talt med, som sad i det tog der holdt stille, de forklarede, at toget bremsede - der var noget galt med bremserne - det holdt stille i 5 minutter, og så knaldede det andet tog så op bagi. Kan det HKT-system også opfange sådanne fejl, eller er det kun rødt signal som det kan opfange?

  • Eigil Sabroe:

    Det er klart, at den her ulykke, er en af dem, som i givet fald vil være dækket af HKT-systemet. Det er sådan under normale omstændigheder at HKT-systemet vil gribe ind over for at toget passerer et rødt signal. Og det indgår jo i undersøgelsen, om signalets stilling og HKT-systemet har været i funktion.

  • Spørgsmålsstiller fra TV2-nyhederne:

    Så har HKT-systemet været ude af funktion i denne her situation?

  • Eigil Sabroe:

    Det indgår i undersøgelserne.

  • Tilbage